Om ambassadør­modellen

I ambassadørmodellen udveksles ambassadørstuderende for at styrke nabosprogsundervisningen i læreruddannelserne og samarbejdet mellem læreruddannelserne i de nordiske lande. En mindre gruppe studerende besøger partnerinstitutionens læreruddannelse sammen og indgår aktivt i undervisningen som nabosprogsambassadører. Besøget strækker sig over 5 dage. Hver studerende modtager et stipendium til dækning af rejseudgifter og ophold.

Målet er, at den studerende får erfaringer med at udvikle egen sprogforståelse i mødet med nabosprog og får positive erfaringer med at møde, undersøge og tilegne sig viden om nabokultur, herunder nabolandets undervisning i førstesprogsfaget. Disse erfaringer skal bidrage til, at den studerende udvikler viden om, hvordan nabosprogsundervisning kan forankres og integreres funktionelt og meningsfuldt i førstesprogsfagets øvrige kontekst.

Der ansøges om stipendium ved at benytte ambassadørordningens særlige formular, som udleveres ved at skrive til LU-international@kp.dk. Der udleveres et diplom efter gennemført ambassadørforløb.

Vejledning til ambassadør­studerende

Det kræver en selvstændig indsats at gennemføre ambassadørforløbet. Herunder kan du læse om det, også hvordan du kan få vejledning undervejs. Her beskrives også de muligheder, forventninger og forpligtende opgaver, der stilles til dig som ambassadørstuderende i forbindelse med forløbet.

.

Inden ambassadørbesøget

1) Kontakt og praktisk planlægning af rejsen.

2) Reflektere over: A) Hvad er mine forventninger? B) Hvad er mine mål? C) Hvad er mine forkundskaber?

3) Forberede besøget:

Dine opgaver er at:

  • kontakte underviseren og eventuelt de studerende på den institution, du skal besøge. Navn og kontaktinfo har du fået af kontaktpersonen på din egen uddannelse. Du kan i henvendelsen skrive, hvilke andre undervisningsfag du har, så du eventuelt kan besøge undervisningen i disse fag. Du kan også skrive, hvilke ønsker du har til et eventuelt besøg på en praktikskole i nabolandet.
  • tænke over, hvad du gerne vil bidrage med og/eller lære mere af ved at besøge en institution i et andet nordisk land end dit eget. Tænk over, at du helt automatisk kommer til at vise dit nabosprog frem for de personer, du møder, og at du giver dem nye sproglige input på et andet nordisk sprog.
  • reflektere over dine tidligere erfaringer med undervisning i nabosprog. Hvad ved du om nabosprog? Hvilke receptive og produktive færdigheder har du på det aktuelle nabosprog?
  • læse om formål og læringsmål angående nabosprog, som er formuleret i din læreruddannelses studieordning og i den nationale læseplan. Hvad kræves der, at du ved om nabosprog? Hvad kræves der, at du kan?
  • tænker over, hvilke konkrete, personlige mål du har med dit ambassadørbesøg? Formulér fem personlige mål (du bliver ikke bedt om at dele dem med andre).

Gruppen, der skal af sted, skal vælge en af de uddannelsesopgaver, som er beskrevet i Ambassadørmodellen, og som kan ses her på siden. Opgaven skal planlægges og gennemføres før og under ambassadørbesøget, og ved hjemkomsten skal gruppen evaluere og formidle resultaterne og erfaringerne med opgaven. Gruppen skal også forberede et kortere oplæg, som skal formidles for de studerende på det hold, gruppen besøger på værtsinstitutionen. Oplægget kan vare 15-20 minutter eller længere tid. Det kan I aftale med værtsinstitutionen. Oplægget kan fx indeholde:

  • Præsentation af jer selv og jeres uddannelsesinstitution.
  • Hvorfor har I valgt at læse til lærer? Har I nogle særlige faglige interesser i førstesprogsfaget?
  • Gruppen kan vælge en faglig tekst, fx en børnebog, en fagtekst eller en film, som præsenteres for de nabolandsstuderende.
  • Gruppen kan formulere tanker om nabosprog og nabosprogsundervisning, fx: Hvorfor er I ambassadørstuderende, hvad interesserer jer i nabolandet, og hvad vil I gerne have ud af opholdet?

.

Under ambassadørbesøget

1) Mundtligt oplæg for og sammen med studerende i nabolandet.

2) Samle erfaringer.

3) Arbejde med opgaven fra ambassadørmodellens opgavekatalog.

4) Løbende reflektere over nabosprogsforståelse.

Dine opgaver er at:

  • deltage aktivt i de undervisningsforløb, du kommer til at være med i.
  • bidrage med et oplæg på et af de hold, du besøger (se ovenstående).
  • arbejde med opgaven/opgaverne, som I har valgt i ambassadørmodellens opgavekatalog.
  • besøge en praktikskole, hvis det kan lade sig gøre.
  • observere og efterfølgende overveje, hvordan førstesprogsfaget studeres her, sammenlignet med dit førstesprogsfag derhjemme.
  • overveje, hvilke konkrete erfaringer, problemstillinger og spørgsmål du vil præsentere for dine medstuderende, når du kommer hjem til din egen uddannelsesinstitution.

.

Efter ambassadørbesøget

1) Bearbejde

2) Formidle

Dine opgaver er at:

  • tænke over værdien af dit besøg for dine nabolandsstuderende, og hvad forløbet har betydet for dig.
  • præsentere resultaterne og erfaringerne med den opgave, du og din gruppe valgte at arbejde med.
  • præsentere eksempler på dine/jeres erfaringer med nabosprogsforståelse for medstuderende.
  • svare på et spørgeskema (ca. 5 minutter), hvor du evaluerer hele ambassadørforløbet. Du modtager et link til spørgeskemaet, når du er kommet hjem. Her svarer du på disse spørgsmål:
    • Hvad vil det sige at være nabosprogsambassadør?
    • Hvad har du lært om nabosprog?
    • Hvilken viden om nabosprogsforståelse og nabosprogsundervisning har du fået, som du kan bruge i din uddannelse og fremtidige profession?
    • Hvilke anbefalinger kan du give til kommende ambassadørstuderende?

.

Du får efterfølgende tilsendt et diplom for dit ambassadørophold.